fbpx

Vores dårlige vaner, som for eksempel rygning og overspisning, er et resultat af indlæring. I den russiske neurofysiolog og videnskabsmand, Ivan Pavlovs berømte forsøg med hunde, skabte han en betinget respons hos hunde ved at koble klokkeklang med at hundene fik mad. Han ringede gentagne gange med klokken, når hunden fik mad. Den savlede ved smagen af maden. Pavlov gentog forsøget med at ringe med klokken til maden så mange gange, at hunden til sidst begyndte at savle bare ved lyden af klokken, selvom han ikke gav den mad. En betinget respons var indlært. Forsøget viste, at en indlært adfærd er koblet til en stimulus, som kan fremkalde denne adfærd. For at stoppe gammel adfærd og starte en ny, har man brug for at afbryde en betinget respons til en gammel stimulus og skabe en ny adfærd forbundet med den. Sådan arbejder hypnoterapeuten også, idet menneskers indlærte automatiske adfærd fungerer på samme måde som hos hunde, når det gælder stimuli og indlæring.

Hos rygere er der forskellige stimuli, der udløser rygetrang. Måske har man røget så mange gange i en pause sammen med en kop kaffe, at man har lært sig selv at forbinde rygning med kaffe. Så hver gang man laver en kop kaffe, får man lyst til at ryge. Igennem hypnosen bryder man denne kobling mellem stimulus, som her er kaffen, og udløst rygetrang og skaber en ny adfærd. Det sker ved, at hypnoterapeuten før selve hypnosen spørger klienten, hvad hun kan tænke sig at gøre i stedet, når hun skal drikke kaffe. Man ’programmerer’ så en ny fremtidig adfærd i det ubevidste under hypnosen. Det er virksomt, og meget ofte er en session nok til at få folk til at holde op med at ryge – dog forudsat at man har besluttet sig for at holde op med at ryge forinden.